Lease din drømmebil uden overraskelser

Flere og flere danskere leaser i disse år deres biler fra et af Danmarks mange leasingselskaber. De økonomiske fordele er mange, når man leaser en bil, men til gengæld er faldgruberne ofte skjult godt af vejen.

Af: Casper Ulsøe

Danskerne har for alvor fået øjnene op for leasing af biler. Den månedlige pris er spiselig i forhold til udlægget for købet af en ny bil. Ligeledes er det lettere at udskifte mærke og model, hvis man ønsker det. I det hele taget er fleksibiliteten langt større ved at lease sin bil. Men faldgruberne kan være farlige og som forbruger kan man pludselig stå med en ekstraregning, som ikke just var budgetteret.

Mads Markussen, COO hos Nellemann Leasing, mener, at leasingmarkedet for ofte handler om ”pris, pris og atter pris.” Han understreger, at prisen selvfølgelig skal være rigtig, men det er langt fra det eneste parametre, som leasingkunderne bør være opmærksomme på, når de overvejer at lease fra et af de utallige leasingselskaber i Danmark.

”At konkurrere udelukkende på pris er sjældent særlig spændende – uanset branche. Hos Nellemann Leasing vil vi hellere konkurrere på at levere det bedste produkt og den rigtige rådgivning for vores kunder. Så kan de bruge tid på det, de er gode til – og vi kan bruge tid på det, vi er gode til – nemlig at hjælpe danskerne med at køre rundt i deres drømmebiler,” fortæller han.

Undgå ubehagelige overraskelser

Når man leaser en bil er der visse økonomiske forhold, man bør være særlig opmærksom på – nemlig førstegangsydelsen, den månedlige ydelse, restværdien og bilens pris. Disse fire beløb er alle lige vigtige, og derfor bør man som ny leasingkunde ikke kun skele til – eksempelvis – den lave månedlige ydelse, for det kan lede til en ubehagelig overraskelse i sidste ende, når bilen igen skal afhændes.

Når leasingaftalen ophører, er det nemlig kunden der som udgangspunkt, skal finde en ny ejer af bilen. Har kunden betalt en uhørt lav månedlig ydelse under leasingperioden, er bilens reelle værdi muligvis ikke nedskrevet, så den afspejler den faktiske markedspris, og så skal kunden pludselig forsøge at sælge bilen til en urealistisk høj markedspris, hvis ikke han eller hun skal sætte penge til.

Mads Markussen medgiver, at det kan være svært for leasingkunder at jonglere tallene på overskuelig vis, når man ikke kender bilens pris om 12 eller 24 måneder. Men netop her kommer Nellemanns erfaring og integritet kunderne til gode. Mads Markussen beskriver, Nellemann Leasing som en one-stop-shop, hvor kunden bliver taget i hånden hele vejen igennem leasingperioden.

”Vi giver altid kunden den realistiske afskrivningsværdi inden indgåelsen af leasingkontrakten. Det er alt for nemt at være optimistisk overfor kunden, men så hænger han pludselig på en urealistisk restværdi og de medfølgende problemer til sidst. I stedet laver vi en realistisk afskrivningsværdi helt fra starten, og så er vi også venner, når bilen skal afhændes igen.”

Langsigtede, troværdige leasingløsninger

Hos Nellemann Leasing trækker de på deres store netværk af forhandlere, når bilen efter endt leasing skal afhændes igen – uden ekstra gebyr eller andre ubehagelige overraskelser. Så slipper kunden også for besværet med fremvisning, kontrakt og salg.

Ifølge Mads Markussen er Nellemann Leasing måske ikke ved første øjekast det billigste selskab. Men i det lange løb er den rigtige rådgivning pengene værd, så det over leasingperioden bliver billigere samlet set. Kunderne skal gerne føle, at prisen er korrekt og – mindst ligeså vigtigt – at den leverede service er leasingmarkedets bedste.

”Vi vil naturligvis hellere have tilfredse kunder, som ønsker at forny leasingaftalen, så vi tænker altid i langsigtede, troværdige løsninger, som kunderne kan stole på og er tilfredse med. Vores kunder lader os stå for det, vi er gode til – og så kan de med ro i sindet gøre det, som de kan li’ at gøre,” siger Mads Markussen.

117 års erfaring

Nellemann koncernen har 117 års erfaring, og i dag er virksomheden blandt de førende leasingselskaber af biler i luksusklassen. Bilmærkerne er blandt andet Porsche, BMW, Mercedes, Land Rover, Ferrari og Jaguar for blot at nævne nogle få af de hæderkronede traditionsnavne, som Nellemann Leasing har i garagen.

De mange års erfaring gør, at Nellemann Leasing har stor forståelse for at skræddersy den rette løsning for kunderne. Mulighederne er mange, uanset om kunderne ønsker leasingbilen til privat- eller erhvervsbrug. Eller ønsker man at køre en åben sportsvogn i sommermånederne, mens en Land Rover muligvis er ønsket i vintermånederne, så skræddersyr Nellemann sagtens en sæsonløsning til dig.

”Vi er gode til at skrue det rigtige tilbud sammen, som er mest fordelagtigt for den enkelte kunde – med respekt for kundens individuelle forhold,” fortæller Mads Markussen.

Bilerne indkøber Nellemann Leasing primært i Tyskland, hvor de gennem mange år har opdyrket et solidt og troværdigt netværk af bilforhandlere, som indestår for kvaliteten og sikrer at der ikke er fejl og mangler ved bilerne. Med andre ord er alt i skønneste orden, når luksusbilerne kører ud på dansk asfalt.